topbar.asp familien Hæ's hjemmeside
 

Velkommen til familien Hæ's  hjemmeside

menu.asp familien Hæ's hjemmeside
tr>
       FORSIDE
      INFORMATION
      KONTAKT
      BUKKEJAGT
      EDR RADIO
      ICOM IC-7400
      FISKERI
      DOKUMENTER
      JAGT
      KALENDER
      BILLEDER
      FERIEBILLEDER
      SIDSTE NYT
      JAGTHUNDEN
      ADMIN.
      PC SIKKERHED
      FIBERNET
      LINK

11-03-2015
13 online !

Max
&
Marius

Max er 9 år. Han er familiens ruhårede hønsehund og anvendes til jagt. Han har et rigtigt godt væsen og er meget omgængelig som jagthund og familiehund. Dog er han noget skrap ved råvildt, og det sker også, at han går lidt på jagt for sig selv og glemmer at høre fløjten, når jeg gerne vil have ham helt på plads.

Jeg fik ham som 8 ugers hvalp, købt hos Anders Due. På et tidspunkt hvor jeg ikke rigtig havde nogen former for forudsætning for viden om den ruhårede hønsehund, ud over hvad jeg havde oplevet på jagt og læst mig til. Og om hvad det vil sige at have sådan en lille selvstændig herre i huset. I hans opvækst var det mig væsentligt at han havde meget vedvarende kontakt til andre hunde og børn i alle aldre, da han også skulle fungere som familiehund.

I min søgen rundt i hele landet efter en ordentlig kennel, var der et navn der gik igen hele tiden, nemlig Kennel Kragborg v/Anders Due. Der var et udvalg af 5 tæver og tre hanner. Ud af de tre hanner var der en meget stor hvalp med et kæmpe hoved, som de kaldte Brian Nielsen. En af hvalpene var meget lille, og så var der Max i mellemstørrelse, som min kærlighed faldt på. Så tog vi ham med hjem til Bording.

Planen med Max var, at han skulle være i nyopført hundegård ude i haven. Men sådan gik det ikke. Når han kom ud i hundegården, hylede han som en stukket gris. Han fik hurtigt overtaget, da mine følelser løb af med mig. Jeg syntes sku, at det var synd for hunden, at den skulle være der. Og derefter fik den fri adgang til hele huset, hvor han har en hundekurv i stuen og en i vores soveværelse.

Ud over den 2½ meter lange fiskestang med en rævehale i var jagtinstinktet ikke rigtigt helt på plads før at Max fik sit byttedyr musen. Ude i vores bryggers kom en lille mus pilende ind fra græsplænen, hvor den først gemte sig under et lille skab. Da jeg så musen kaldte jeg på Max og lidt efter løb musen lige mellem benene på Max og ud i badeværelset. Max løb efter musen og derefter lukkede jeg døren, så musen ikke kunne komme ud igen. Max stoppede op og så et kort øjeblik på musen, derefter sagde det haps og knas, og sådan endte livet for musen. Jeg fik hentet mit Canon kamera og fik placeret Max ude på græsplænen med musen på hans højre pote, hvorved der var en nøje studering af den nyligt indfangede mus. Og hvad kan man så lære af det? Max fik en uvane i sin søgning efter mus, at når jeg ikke var ude i haven og kunne se efter ham, var han nu i stand til at grave nogle ordentlige huller i græsplænen og de blev ikke mindre efter at han blev voksen,

Apportering af pindsvin fra haven er ikke noget problem. Solsortereder i hækken i passende højde hører også til Max’s lokale jagtudbytte.
   

Den første gang han var med på jagt i Ruskær ved skydebanen som 6 måneders hvalp, fik han en lidt grim oplevelse, der gjorde at han blev lidt skudræd. Det der skete var, at vi var en del jægere som holdt en frokostpause lige op ad skydebanen, og pludselig startede militæret noget kraftig skydning op ca. 15 meter fra ham, omme bag ved et skyttehus. Formiddagen var ellers gået godt, men om eftermiddagen da vi skulle på jagt igen, var han ikke til at drive frem, han rendte simpelthen bare bange rund med halen mellem benene. Anders Due løste problemet med skudræd, ved at præsentere Max for så meget vildt som muligt, hvor der i første omgang ikke blev skudt i nærheden af hunden. Efter et stykke tid blev der skudt til fugl på rigtig lang afstand. Denne afstand blev så kortere og kortere indtil der til sidst ikke var noget problem mere.

Max´s hvalpetræning startede i DcH-Bording, hvor de var meget flinke til at forsøge at få nogle begreber om hundetræning ind i hovedet på mig og hunden. Især kan jeg rette en personlig tak til Dorthe Østergaard, som er i besiddelse af meget professionalisme som hundetræner. Som tiden gik fik jeg hurtigt forståelse for, at det med at træne jagthund hos DCH i Bording, kun var en overgang, indtil at der var mulighed for at deltage på hvalpe træning i vores lokale jagtforening. Træningen var anlagt på en helt anderledes måde, end jeg var vant til. Her var undervisningen af hundefører og hunden total målrettet mod hundens anvendelse som jagthund, og det var det jeg egentlig havde brug for. Foruden at deltage lokalt til hundetræning, gik turen også en hel del gange til Juelsminde hos Anders Due, men der var lidt langt at køre fra Bording. Da Max var ca. 8 måneder gammel blev han pludselig halt på det ene forben. Ved nærmere undersøgelse på Silkeborg Dyrehospital konstaterede man ved en røntgenundersøgelse, at der var en bensplint på størrelse med en lillefinger negl, der havde løsnet sig i skulderbladet, og som generede hunden. Efter aftale blev Max opereret, og da regningen på ca. 6.000 kr. skulle betales, fik vi 5.500 kr. refunderet af hundesygekassen. Det var rart nok at få det ordnet, men i hundens sygeperiode var der ikke rigtig mulighed for hundetræning, så vi blev sat noget tilbage i en meget vigtig periode at hundens opvækst.

 

Jeg har nu en ruhåret hønsehund på 9 år, som 95 % af tiden kun har været anvendt til drivjagt. Kun på riffeljagt lader jeg normalt hunden blive hjemme. Hvis jeg får brug for en eftersøgning af råvildt, har jeg altid dobbeltsikret mig ved at have adresse samt telefon på tre lokale Schweisshundeførere i pungen samt oprettet i mobiltelefonen. I sidste weekend havde jeg nogle rigtig gode oplevelser, som jeg er meget taknemmelig for, hvor hunden kom for fugl flere gange. Der fik den prøvet sin første rigtige andejagt, hvor apporteringen gik helt fint. Desværre vil hunden ikke apportere ræv. Det er helt klart min egen skyld, da den ikke har lært tvangs- apportering fra start som hvalp. For ca. en uge siden forsøgte jeg at få hunden til at apportere en lille rævehvalp med hjælp af en god ven og hundeinstruktør. Hvilket fik hunden til pludselig at ændre adfærd, som værende direkte truende og advarende.
Jeg har aldrig set ham sådan før, kun hvis han skal passe på huset om natten. Normalt er han en forkælet kælepotte, der er meget omgængelig med andre hunde samt børn i alle aldre, men meget skrap over for råvildt.
Men her var grænsen altså nået for, hvad den ville finde sig i fra en anden person, og konklusionen blev, at han var blevet for gammel til den slags pjat. I stedet skulle jeg glæde mig over, at han var særdeles velfungerende på drivjagt, og der som regel ikke er de store problemer. Han apporterer fint andet vildt og har fastholdt råvildt tre gange. Sidste gang fastholdt han råvildtet direkte i struben, som har været mit ønske fra start. Jeg glæder mig til at tage hunden med på duejagt næste gang vi skal afsted.

 
Efter at min hund Max har været en hel del i lære nede hos BB1, har jeg måttet sande, at til trods for at Max er 6½ år nu, er det det første år, hvor jeg virkelig har fået syn for hundens evner, som en meget mere alsidig jagthund. Dette forhold skyldes at hunden hovedsalig har været anvendt til drivjagt og stort set næsten aldrig er kommet for fugl.

I år er det gået meget anderledes, der har været agerhøns, skovsnepper og ænder i lange baner på forskellige jagter, hvor hunden virkelig har vist et talent for apportering af fugl, der langt overstiger mine forventninger og fatteevne. På en rigtig god jagt hos Bent Ballegaard står vi to mand på post og venter på, at der skal komme fasaner ud af skoven. Ca. 450 nede af vejen bliver der skudt til en fasankok, som forsætter med en lang glideflugt, til den er helt ude af syne. Max befinder sig mellem mig og min gæst, da skuddet lyder.
Da hunden passer min gæst, siger han højlydt til mig, at den hund må da være den fødte optimist, hvis den tror, at den kan få noget ud af det. Ca. 4-5 minutter efter kommer den med kokken i flaben.

I en anden situation står vi en del jægere ved en stor remisse og der bliver skudt til endnu en fasan som fortsætter rigtig langt ud over marken og ind i skoven. Jeg kan ikke se at den er ramt på nogen måde. Der er flere hunde der løber efter fasanen over mod skoven. Max kommer bagfra og overhaler de andre hunde, som stopper ved kanten af skoven og vender om. Max forsætter sin søgen ind i skoven og lidt efter kommer han med fasanen.

På andejagt har jeg oplevet at hunden svømmer langt ud til en ø, hvor den jager ænder ud, der har gemt sig i sivene efter at de har fået hagl. Lige da anden dykker stikker hunden hele hovedet under vandet og tager anden. I øvrig oplever jeg også at Max er kommer med ænder, som jeg ikke ved hvor han har dem fra.
 
Den 10-12-05 var vi på jagt på Radarstationen. Jeg står på toppen af en stor dalsænkning og kikker ned. Samtidig tænker jeg at det var da her jeg så et stykke råvildt for 7 år siden på drivjagten. Samtidig med at jeg står og drømmer lidt om, at det kunne da være vældig rart, hvis der ville komme et stykke råvildt nu, for nu er jeg da helt klar. Jeg har dårlig tænkt tanken helt til ende, før Max pludselig kommer drivende med et smaldyr, som har kurs lige mod mig, og lige før det når bakken, slår det et kraftigt sving til venstre op af bakken. Da dyret passerer mig i en afstand på 15-18 meter afgiver jeg et skud, hvorefter råvildtet står på hovedet. Max kommer op af bakken og tager lynhurtigt råvildtet perfekt i halsen samtidig med at han trækker dyret 8-10 meter ned af bakken igen, hvor han vedvarende fastholder råvildtet til jeg når frem. Jeg fornemmer nu at han er blevet helt stabil i sin måde at takle råvildt på og ikke som da han var yngre hvor han tog dem i bagparten. Jeg er dybt taknemmelig over for at jeg er i besiddelse af en ruhåret jagthund, der har størrelsen, kræfterne og skarpheden til at kunne fastholde råvildtet, når dette behov måtte opstå.
 
Onsdag aften da jeg var til hundetræning i Arnborg, ville jeg lige køre en tur hjemover forbi egen jagt, for at se efter en buk. Overvejelsen var så, skulle jeg lade hunden blive i bilen i den time jeg havde til rådighed inden solen gik ned. Eller skulle jeg tage Marius med, i medens jeg sad i skydestigen? Beslutningen blev at jeg tog hunden med for at afprøve, om han kunne forholde sig fuldstændig i ro liggende under skydestigen. På vej ned over marken til skydestigen fik jeg afprøvet dæk kommando et par gange i snor, et par gange uden et ord, men bare et enkelt lille diskret vink med håndledet, hvilket gik helt fint. Han klappede dæk omgående ved denne kommando.

Da jeg kom ned til skydestigen, koblede jeg hunden til skydestigen og dækkede ham af. I starten lå han lige så stille og tyggede på noget græs. Efter der var gået ca. 20 minutter lå han sammenkrøllet og sov. Fem minutter før lukketid kunne jeg se, at hunden frøs lidt. Og jeg fortryder at jeg ikke havde tage et tæppe med fra bilen som han kunne ligge på. Det må været koldt som hund bare at ligge der på den bare jord ved aftenstide. Jeg har før haft Marius med på bukkejagt, også da han var yngre. Glæden er at jeg i dag mener at jeg har en hund der kan forholde sig fuldstændig i ro på post. Jeg er glad for at jeg fra starten, da han var en unghund tog ham med på bukkejagt i skoven, hvor jeg har dækket ham af for at gå til næste skovhjørne for at se efter råvildt. Og med et lille vink er han kommet stille og roligt pænt på plads.Det jeg ikke ved, er om hvordan hunden vil reagere hvis der pludselig kommer et stykke råvildt inden for 10-20 meter ind i hans synsfelt. Kan han så forholde sig i ro eller vil han rejse sig og gø højt og larmende. Der ikke andet at gøre end at våge forsøget, for at se hvordan det går. Jeg kan godt mærke at hunden er det ældre og samhørigheden og båndet nu er blevet meget tæt.

Men ikke alle dag er lige gode til træning.

Der skal stadig afprøves lidt grænser og jeg fornemmer også at der stadig er en hel del der skal rettes op på. Jeg ved ikke rigtig om hunden kan køre lidt træt af for meget træning. Jeg træner apportering to gange om ugen to forskellige steder. Det er stort set de samme øvelser for hunden. Men en aften gik de helt af h….. til det virkede som hunden fuldstændig havde glemt hvad den havde lært. Kaninen blev ikke hentet men smidt under vejs. Ved apportering i vand blev anden smidt ved kanten af søen og først ved flere kommandoer kom han med den. Til ræveslæb måtte jeg markere over for hunden, at her var det mig der bestemte farten før at han ville tage ræven. Men vi kan jo alle have en dårlig dag både som hundefører og som hund.

smiley

18-10-2008 Når dæk fløjten virker som den skal og indkaldet er helt på plads.

Jeg var på jagt i går med Marius hvor jeg to gange fik stoppet ham inden for 5-10 meter da han løb efter råvildt, som ikke måtte skydes.  Det ene stykke råvildt kom med fuld fart inde i en granplantage, hvor der var en indhegning. Råvildtet løber direkte mod indhegningen og skifter derefter retning for at løbe modsatte vej. Råvildtet bliver nu forfulgt af to hunde inkl. Marius. Da Marius havde løbet ca. 25 meter fløjter jeg dæk og hunden klapper ned indenfor 5 meter efter fløjten har lydt og den anden hund forsætter efter råvildtet.
I den anden såt ude på marken, var der to stykker råvildt og Marius løb igen efter råvildt og igen var der fuld stop inde for ca. 10 meter. Det er rigtig dejligt når dæk fløjten virker som den skal.

På et tidspunkt gik jeg inde i skoven, hvor jeg ikke havde øjenkontakt med hunden. Efter såten var blevet blæst af fik jeg mig en lille snak med en jæger. Der havde set at Marius havde haft stand for en hare. Efter lidt tid rejser haren sig af sædet, og stikker af med Marius løbende efter sig. Da det er et stykke tid siden jeg har haft kontakt med hunden sidst da jeg så den inde i skoven anvender jeg nu fløjten til et indkald. Og det sker samtidig med at hunden eftersætter haren ude på marken. Da Marius hører fløjten vender den omgående om og kommer ind i skoven igen hvor den går pænt på plads. Jeg kan nu se, at efter næsten 2½ år intensiv træning med hunden, er tilbagebetalingen kommet i form af en rimelig lydig jagthund. I en anden såt kom han med en and som han selv havde hentet ude i søen da han så den blev skud. Jeg havde ikke set hunden de sidste 3-5 minutter og jeg fik besked på af de andre jægere at hunden gik og ledte efter mig for at kunne aflevere apporteringen.Man bliver lidt glad når hunden uventet kommer med en and.

Sidste år var jeg inviteret som apportør med min hund på en del andejagter hvor han fik apporteret ca. 100 ænder. Denne træning har givet rigtigt godt med erfaring for hunden, hvilket også var mening. 

 Hundetræningen startede i januar med seks gange indendørstræning i ridehal med dressur samt lydighed. Derefter hundetræning i Arnborg med Ruhårsklubben med vand og slæb og apportering. Og det samme gentog sig med 10 gange hundetræning lokalt i jagtforening. Og igen 10 gange hundetræning lokalt med Ruhårsklubben i Bording.

Ikke alt er lige uden problemer. Ved den prøve i Arnborg med dommer med vand og slæb og apportering fik jeg alvorlige problemer da Marius skulle hente duer i vand. Den ene af duerne blev grundig tygget på imedens han svømmede mod land. Og da han lige nåede kanten af søen smed han duen og satte en pote på duen og rev hoved af duen. Dommers bedømmelse af præstationen lød nogenlunde således. Aldrig havde han se en due blive gennemtyggede så grundigt før. Hvilke udløste et stort 0 af karakter. Jeg har fået løst problemet så han ikke tygger duer mere.

 For sjov var der en lille konkurrence i ræveslæb. Jeg var først for nyligt begyndt at træne ræveslæb og apporteringen med ræv var ikke helt på plads endnu.
Prøven foregik på den måde, at der var to pæle til start og en mand med et stopur.
Der blev udlagt en ræv på ca. 100 meter nede ved søen og uden for hundenes synsfelt.
Ved start var der to hunde, der var i snor og en løs hund der løb frem til start. Den løse hund blev på den måde pæset frem med fuld fart. En af hundene valgte at skyde genvej med ræven og sprang i søen med ræven i kæften. Efter et stykke tid gik den på land igen.
Det bedste resultat og vinder var en apporteret ræv på kun 26 sekunder. Mit bedste andet forsøg var på 36 sekunder som jeg bestemt ikke var utilfreds med, det var rigtig sjovt at prøve at konkurrere mod nogle ældre og mere erfarende hunde og hundeførere.


I går var vi på andejagt ved Stavning fjord. Pludselig blev det meget dårligt vejr med hård vind og rigtig ruskregn. Så er det jo godt, at man kan passe lidt på sin hund i form af en gummimåtte som underlag og et regnslag. Selv om den ruhårede jo er en rigtig rubus hund. Der er ingen grund til at den fryser mere end alle os andre. Jeg har tænkt lidt over at købe en fiberpels til hunden. Den skal avendes når hunden har været ude i rigtigt koldt vand. Jeg håber at det på længere sigt, kan modvirke at hunden evt. får gigt.
Se billeder fra afslutningen på hundetræning i Arnborg klik her
>>>>>
smiley
 
 

Marius
Den 29-3-2006 har vi købt en nye 10 ugers hvalp hos Anders Due

 

8-6-2006

 
 
 
 
Marius er i fuld gang med sin uddannelse som som brugbar jagthund. Han har prøvet at apportere duer fra vand og skjult afdækning, sit- og dækøvelser går det fremad med.
Den 8-6-06 var han med på bukkejagt på Løvenholt Gods for første gang, hvor der var fuldstændig ro på post. Inden vi kom på post passerede vi et areal, hvor der gik kreaturer, hvilket han ikke havde set før. Så han blev lidt utryg og skældte dem ud. De var for store at lege med. Marius har være med på bukkejagt i Ruskær to gange hvor der også var fuldstændig ro på post.
Se flere billeder af Marius på R H FOTO siden. Klik på ovenstående billeder med et direkte link
 

Her med lidt billeder fra aftentræning i Arnborg

 

Billedet er fra den 24-5-2008 taget ud i vore have

 
(Siden er stadig under redigering.)

 

   

 

        

 

 

bund.asp familien Hæ hjemmeside